tirsdag den 6. december 2011

LUKU "ON"

Strøm, electricity, power, LUKU...kært barn har mange navne.

Vores LUKU meter
hvor man taster prepaid strøm-tid ind
Strøm er noget af en mangelvare for de fleste i Tanzania. Når solen går ned og mørket falder på, så går strømmen jævnligt ...ja, det gør den såmænd også om dagen.  Om aftenen når strømmen går, så kan de fleste folk i landet ikke se noget og børnene kan ikke lave lektier.  Mange klarer sig med kerosin-lamper, som forurener og er skyld i mange luftvejesygdomme. Andre (men det er stadig et fåtal) har investeret i solcellelamper.

Og selv når der er el fra el-værket, og selv når man har ens hjem tilsluttet el-nettet, så kan man ikke bare bruge løs af strømmen og betale senere.  Næ, man "tanker" op først ligesom når man tanker op på et taletidskort til mobilen.  Så køber man lidt strøm-tid og får et nummer man kan taste ind på sin "el-måler". Når det så er ved at være brugt, så køber man lidt mere.

I forrige uge eksploderede den største af byens transformere og så var det meste af byen mørklagt i en uge. Selv flere af regeringens ministre måtte undvære strøm.  Militæret havde naturligvis "power", men de skal jo også beskytte landet.


Vi er så ekstremt heldige at være udsendt ved ambassaden. Vi har en kæmpe (larmende) generator der kører på diesel og som kan dække hele huset's el-behov inkl. airconditions.  Det er en stor luksus, som vi sætter meget pris på.


Man kan også sige at Tanzania har enormt meget "veksel-strøm". Så meget at vi har UPS'er til at udligne og beskytte TV, computere, og musikanlæg imod de enorme svingninger der er i strøm forsyningen.  UPS'erne holder også lidt på strømmen. Dvs at går strømmen midt i at man ser Monk på TV eller skriver på sin roman på computeren, så gemmer UPS'en lidt strøm så man kan gøre sit ærinde færdigt.

En del af vores power board
herfra styres strømmen i vores hus
Selvfølgelig har vi også sikringer i elskabet. Vi har faktisk hele 48 sikringer. Og de går/springer jo når der kommer for meget strøm. Igår havde vi både strømafbrydelser og enorme svingninger i elforsyningen. Og efter en kæmpe el-udsvingning, sprang sikringerne (som de jo skal).  Jeg prøvede selvfølgelig at trykke dem alle sammen tilbage til position "ON".

Simpelt nok, ikk'?

Næ nej, vi manglede stadig strøm til køleskabene og diverse lamper og stikkontakter i huset.  Efter at have ringet og bedt om hjælp et par gange, kom vores sædvanlige handyman. Han kunne så forklare at 18 ud af vores 48 sikringer skal stå på "OFF" for at de rent faktisk er "ON".

Nå, ja så ved vi det. Måske vi sætter ny mærkning på så vores efterfølgere nemmere kan hitte ud af det. Eller måske gør vi ikke...de skal jo ikke snydes for sådan et godt grin, som vi fik da vi fandt ud af at "OFF" altså sagtens kan markere "ON" engang imellem.