Karibu Tena!

Så kom dagen hvor vi måtte sige farvel til mormor og morfar. Det var på mange måder en rigtig familiejul med alt hvad dertil hører.

Vi nåede næsten alt på ønskelisten: 

• Besøg i Solveig's børnehave
• Afslapning på kaffefarm
• Køligt vejr i bjergene
• Masser af vilde dyr på safari
• Historiske Stonetown på Zanzibar
• Krydderi-tur på Zanzibar
• Det indre Dar es Salaam city
• Julemarked i nabolaget
• Tingatinga-malerne i deres kooperativ
• Wonder-smedene i deres værksted
• Afslapning og solnedgang i Dar Yacht Club
• Svømning i Nordic Club

Det eneste vi manglede på to-do-listen var at se de små babyskildpadder komme ud af æggene på stranden (men det er vist alligevel ikke sæson nu).

Vi blev 'begavet' med masser af luksus fra Danmark - pålægschokolade, remoulade, ost, spegepølser, frugtstænger, undervandskamera og Irma shampoo for blot at nævne et par af de ønsker vi fik opfyldt. Og så fik både Solveig og hendes forældre knaldgode kiggerter til storvildts-spotting.

Men bare fordi man holder jul i Afrika kan man godt både have juletræ med lys og danske flag og god julemad. Steen var køkkenchef og stod for julemenu'en (4 kg flæskesteg, rødkål, sovs, brunede kartofler og ris a la mande).  Morfar stod for at brune kartoflerne (traditionen tro) og mormor stod for ris a la manden sammen med Solveig. Det var en overordenlig god julemiddag med dertilhørende god vin.

Tak for besøget.  Karibu Tena!

No hurry in Africa

Solveig og morfar på stranden på Zanzibar

Solveig og mormor på Zanzibar

Solveig og morfar på stranden

Solveig og mormor i safari-bil

Lund'erne

Stonetown, Zanzibar

Stonetown er kendt for de smukke gamle døre.

De seneste måneder har Solveig leget "tur til Zanzibar" mange gange i børnehaven. Det var kun rimeligt at hun endelig skulle opleve en tur dertil (bliver nok lidt sværere at opfylde drømmen om en "tur til månen i rumraket"). 

Denne uge tog Solveig så med mor, mormor og morfar til Zanzibar i en lille flyvemaskine. Zanzibar er den ene af staterne i republikken Tanzania og er en skøn ø. Vi havde blot fire dage i det der hedder Stonetown, som er et UNESCO World Heritage Site dvs. et bevaringsværdigt sted.  Det var rart at opleve den gamle by i afslappet - og børnevenligt - tempo.   

Og vi fik da set byens seværdigheder,  var på spice-tour, spiste masser af seafood, drak dejlig kaffe på små hyggelige cafeer, fik svømmet i hotellets swimmingpool, og fik gået de små snævre gader tyndslidte.  

Næste gang tager vi farmand med og så tjekker vi også Zanzibar's smukke strande.

Frisk muskatnød - bare et af de krydderier vi så på vores spicetur, som også inkluderede black pepper, cocoa, vanilla, kanel, kardamomme, chili, karry, m.fl. 

Læbestiftplanten som kvinderne bruger til ...ja, nemlig, læbestift!

Sundowner at Africa House.

Dhow by sunset.

på juletur i Afrika

Så kom det ene sæt bedsteforældre på besøg. Hele den lange vej fra Ålborg til Afrika. Den første dag fik de lov at komme med i Solveig's børnehave. Og den næste dag var der julebazar rundt om hjørnet, så det fik de også lige lov at se.  Men så skulle vi også ud at køre langt - meget langt. Op nordpå. 

Første stop var Usambara Mountains hvor vi overnattede på Maweni Farm - et gammelt koloni-landsted bygget af en tysk familie. Det var en fantastisk dejlig grund med dyreliv og smukke omgivelser. Solveig var i hopla og fornøjet over at måtte få sit røde termotøj på!

Godt med 4WD når man kører her.

hmm...okay så!

God vej...mangler dog lidt striber.

Næste dag, kørte vi videre til Shangri La Estate, en kaffefarm udenfor Karatu. Farmen leverer bl.a. kaffebønner til Baresso i Danmark. Et skønt og idyllisk sted, selvforsynende med oksekød, svinekød, ost, smør, yoghurt, og kaffe naturligvis. Fire afslappende dage havde vi på farmen med fuld forplejning og spandevis af kaffe.  Een af dagene tog vi på safari i Ngorongoro Krateret. Det var ubeskriveligt flot og fantastisk.  Vi så næsehorn, flodheste, løver, strudser, flamingoer, elefanter, bøfler, zebraer, bavianer, vortesvin, elands, gazeller, pelikaner, perlehøns, og alle mulige andre fugle. Det var VILDT!

Kaffefarmen vi boede på.

Kafferister på gammeldaws maner.

Afslapning på kaffefarmen.

Efter kaffefarmen kørte vi til en game lodge fra 1960. Vi nåede også lige et gamedrive i Arusha National Park.  Game lodgen hvor vi overnattede to nætter var et fredfyldt lille sanctuary hvor vi indtog vores sunset drinks ved siden af græssende zebraer, elands, påfugle, strudser, pindsvin m.fl.  Middagen blev serveret under stjernehimlen ved siden af lejrbålet. Helt speciel luksus-safarioplevelse.  En skøn måde at afslutte vores tur på inden den lange køretur hjem til Dar.

Udover tusindvis af vilde dyr i Ngorongoro krateret, bor der også Masaifolk med deres kvæg. 

Vi så masser af zebraer i krateret.

I krateret og i nationalparker har dyrerne forkørselsret.

Gnuer var der også mange af.

1, 2, 3 søde zebraer.

Mange bøfler.

Allerede en erfaren storvildts-spotter. 

Vi så en løvefamilie ligge og slappe af.  Så kom løvinden hen til os...

Løvinden ville bare have lidt skygge.

Søde fine gazeller var der også.

Flotte elefanter så vi også et par stykker af.

Man kan blive meget træt af at se på dyr.

Strudser er faktisk kæmpe store!

Fuglereder i træerne (Weaver birds).

Afslapning på kaffefarmen med film på ipad'en.

Et lille hvil i Arusha national park.

Zebraer og giraffer på tur sammen.

Giraffen Gumle gik lige ud foran os!

Bavianer. Ret nærgående...var tæt på at miste mit kamera.

Eland som vi omdøbte Erland.

Solveig og Erland siger 'hej' til hinanden.

Kæmpepindsvin - en meter lange!

Meget sød, lidt hundeagtig, men alligevel ikke.

Middag ved lejrbålet.  

- klik på et af billederne for at se fotoserien i større format -

LUKU "ON"

Strøm, electricity, power, LUKU...kært barn har mange navne.

Vores LUKU meter
hvor man taster prepaid strøm-tid ind

Strøm er noget af en mangelvare for de fleste i Tanzania. Når solen går ned og mørket falder på, så går strømmen jævnligt ...ja, det gør den såmænd også om dagen.  Om aftenen når strømmen går, så kan de fleste folk i landet ikke se noget og børnene kan ikke lave lektier.  Mange klarer sig med kerosin-lamper, som forurener og er skyld i mange luftvejesygdomme. Andre (men det er stadig et fåtal) har investeret i solcellelamper.

Og selv når der er el fra el-værket, og selv når man har ens hjem tilsluttet el-nettet, så kan man ikke bare bruge løs af strømmen og betale senere.  Næ, man "tanker" op først ligesom når man tanker op på et taletidskort til mobilen.  Så køber man lidt strøm-tid og får et nummer man kan taste ind på sin "el-måler". Når det så er ved at være brugt, så køber man lidt mere.

I forrige uge eksploderede den største af byens transformere og så var det meste af byen mørklagt i en uge. Selv flere af regeringens ministre måtte undvære strøm.  Militæret havde naturligvis "power", men de skal jo også beskytte landet.


Vi er så ekstremt heldige at være udsendt ved ambassaden. Vi har en kæmpe (larmende) generator der kører på diesel og som kan dække hele huset's el-behov inkl. airconditions.  Det er en stor luksus, som vi sætter meget pris på.


Man kan også sige at Tanzania har enormt meget "veksel-strøm". Så meget at vi har UPS'er til at udligne og beskytte TV, computere, og musikanlæg imod de enorme svingninger der er i strøm forsyningen.  UPS'erne holder også lidt på strømmen. Dvs at går strømmen midt i at man ser Monk på TV eller skriver på sin roman på computeren, så gemmer UPS'en lidt strøm så man kan gøre sit ærinde færdigt.

En del af vores power board
herfra styres strømmen i vores hus

Selvfølgelig har vi også sikringer i elskabet. Vi har faktisk hele 48 sikringer. Og de går/springer jo når der kommer for meget strøm. Igår havde vi både strømafbrydelser og enorme svingninger i elforsyningen. Og efter en kæmpe el-udsvingning, sprang sikringerne (som de jo skal).  Jeg prøvede selvfølgelig at trykke dem alle sammen tilbage til position "ON".

Simpelt nok, ikk'?

Næ nej, vi manglede stadig strøm til køleskabene og diverse lamper og stikkontakter i huset.  Efter at have ringet og bedt om hjælp et par gange, kom vores sædvanlige handyman. Han kunne så forklare at 18 ud af vores 48 sikringer skal stå på "OFF" for at de rent faktisk er "ON".

Nå, ja så ved vi det. Måske vi sætter ny mærkning på så vores efterfølgere nemmere kan hitte ud af det. Eller måske gør vi ikke...de skal jo ikke snydes for sådan et godt grin, som vi fik da vi fandt ud af at "OFF" altså sagtens kan markere "ON" engang imellem.

housewife life

Spouse, housewife (desperate or not), home minister, partner, medfølgende ...kært barn har mange navne. 

Jeg har nu været spouse/medfølgende i tre måneder.  I disse første tre måneder, har jeg smagt det søde liv, det sure liv, og det lidt Hollywood-agtige housewife liv.

Jeg har oplevet den første rus af at være kommet til en helt fantastisk by, hvor man kan bade ved stranden hver eneste weekend og hvor vi er så heldige at have fået et skønt hus med udsigt over det uendelige Indiske Ocean.  Jeg har oplevet den første søde tid hvor alt var nyt og bare spændende. Det liv hvor alle mennesker man møder bare er så venlige, søde og imødekommende.

Men jeg har også oplevet at stå på sidelinjen og skulle hjælpe vores lille Solveig med at omstille sig til en helt ny verden. En verden med mange andre sprog og mange nye mennesker.  Men en verden uden  alt det kendte og uden en Føtex hvor man plejer at få en the-bolle lørdag formiddag.  Det har været hårdt at aflevere min lille pige til en børnehave hvor hun endnu ikke har fået etableret de relationer, der er nødvendige for at man som menneske (stor som lille) kan føle sig rigtig velkommen og en del af fællesskabet.  

Jeg har oplevet de frustrationer de fleste Vesterlændinge i Tanzania oplever på et eller andet tidspunkt (og nogle oplever dem oftere end andre). Frustrationer som egentlig kommer af at forventningerne til at få tingene gjort på en bestemt måde, eller til en bestemt tid, bare ikke er helt de samme for Tanzanianere som for os. 

Og så idag oplevede jeg så lidt af det liv, som jeg forestiller mig sådan nogle som kronprinsesse Mary eller Hollywood-damerne har.  Jeg fik mig en tiltrængt pedicure! ...

Alt i mens jeg sidder Salonen og får nulret mine fødder, bliver Solveig hentet fra børnehave af barnepigen. Hun får lige et mellemmåltid inden barnepigen følger hende over til Salonen.  Her svanser hun rundt og hygger sig med at undersøge alle de fine farver neglelak (altså Solveig svansede rundt, ikke barnepigen).  Alt imens sidder jeg og får ordnet mine fødder og negle. Så går Solveig og barnepigen en en lille tur i arkaden inden de dropper forbi moderen i Salonen, for lige at sige "vi ses lidt senere".

Jeg slapper af - mens mine negle bliver knaldrøde. Og da jeg kommer hjem igen sidder Solveig og plasker, fuld af fryd, i sit badekar udenfor i eftermiddagssolen. ...et voila! så har ungen været i bad og er klar til at hygge med mor.  Og hvor vi hyggede!

Solveig skulle naturligvis også have røde negle - ligesom sin smarte mor.

Mambo

Siden vi ankom til Dar es Salaam i slutningen af august, har vi lagt mærke til den overstrømmende venlighed man bliver mødt med overalt her.  Hver dag når jeg afleverer Solveig om morgenen, hilser vagterne ved Nordic School med både 'goddag' og 'hvordan går det'.  Når man går på gaden eller på stranden bliver man spurgt om hvordan man har det.  Når man kommer hjem byder housekeeperen en 'velkommen hjem' og så bliver man spurgt om hvordan ens dag har været og hvordan det går.

Ifølge Tanzaniansk kultur er det ekstremt uhøfligt, hvis man ikke giver sig tid til at hilse ordentlig på hinanden når man mødes. Der skal helst bruges 5 minutter på at sige goddag og spørge ind til familie, arbejde, m.m.  Man kan dog ikke bare svare med en mindre udredning om sygdom eller dårlig dag (selv hvis det skulle være tilfældet lige præcis den dag).  Nej, man svarer altid positivt. Dvs. det går altid godt (nzuri), clean (safi), eller fredfyldt (salama).

Den hippe hilsen, som man oftest hører på stranden, på gaden eller på markedet er: 'Mambo' (how is it hanging?). Til hvilket man svarer 'poa' (cool!).  Og denne hilsen er fin at bruge i byen, hvor man udveksler den til dem man får øjenkontakt med i løbet af ens bytur.  Der er dog undtagelser.  Hvis det er en ældre person, så er der en respektfuld hilsen der går begge veje (fra ung til gammel og tilbage igen).  Den yngre person siger 'shikamoo' og den ældre person giver respekt tilbage ved at svare 'marahaba'. Det er både respektløst ikke at sige 'shikamoo' til en ældre person, men det er ligeså respektløst for en ældre person ikke at svare tilbage med et 'marahaba'.

Hvis man vil lave business med nogen, eller bare har en forespørgsel, skal man altså give sig tid til at hilse pænt inklusiv 3-6 spørgsmål om hvordan den anden har det. Og det går selvfølgelig begge veje, man skal også svare på de 3-6 spørgsmål der måtte blive stillet. Men man skal huske at svare positivt (ikke noget med at fortælle om ens syge moster eller katten der har det dårligt).

En lille kulturelforskel som først synes utrolig sympatisk og som grundlæggende ER sympatisk fordi de hilsenende-udvekslende parter føler de har etableret en medmenneskelig relation inden de går videre med 'business'.

MEN når man så har lidt halvtravlt og skal nå et par ting inden dagen er omme, kan det pludselig blive lidt 'for meget' at man skal stoppe op og virke som om man har masser af tid i verden og spørge ind til familie m.m. for blot at få konstateret at det er 'nzuri' og 'safi' igen idag...og som det jo altid er.  But, "when in Rome, do as the Romans do". Der er ikke andet for end at trække vejret dybt og minde sig selv om at verden ikke går under bare fordi man bruger et par minutter på at hilse på et andet menneske.  ...Noget jeg godt kunne ønske lidt flere tog sig tid til i Danmark.

Hvad er klokken?

"Hvad er klokken hvorhenne?" Det er et spørgsmål, vi i vores familie har stillet os selv og hinanden ofte igennem årene. For når man, som vores familie, har boet milevis fra hinanden, på forskellige kontinenter, i forskellige tidszoner, så har man enten brug for flere ure, et ur der viser forskellige tider rundt om i verdenen, eller man har brug for at kunne regne ud hvad klokken er hvorhenne.  Og det er ikke altid lige nemt at regne den ud.  Og derfor har vi i vores familie ikke bare en enkelt gang, oplevet at blive ringet op midt om natten af en bror, søster, far eller mor, som da lige ville høre hvordan det gik.  Og så prøver man jo pænt at sige "undskyld, men ved du hvad klokken er her?".  Oftest har svaret været noget i stil med "njaæ, er den ikke...nåh...undskyld, det må du meget undskylde, jeg troede....".  Og så lover vi at ringe sammen senere.

Nu er vores lille familie så flyttet til Tanzania. Og her går tiden også. Eller gør den? Det spørgsmål har jeg endnu ikke fundet svaret på. Men jeg har fundet ud af hvad klokken er her!

I min tid på antropologistudiet mindes jeg at have studeret mangt og meget om opfattelsen af tid og sted i forskellige kulturer og samfund rundt om i verden. Jeg har da også levet med Indian stretchable time, og med Indonesisk flydende tid. Men det er første gang jeg oplever, at klokken er vendt fuldstændig på hovedet.  Lad mig kort forklare.

Hvornår starter dagen? Det gør den for de fleste af os, når vi står op.  Men nej, dagen starter jo egentlig midt om natten. Officielt skifter vi dato klokken 00.00 midt om natten. En time senere er klokken allerede 01.00 i den nye dag.  Dog ikke i Tanzania. Her starter man med klokken 01.00 når dagen starter. Og det er på det tidspunkt vi blege Wazungu'er fra vesten kalder klokken 07.00 om morgenen.  

Mini-quiz: 

Hvad er klokken i Tanzania, når den store viser står på 9 og den lille viser på 4? 

Svar:

Jo, så er klokken 20 minutter over 3.

Eller sagt på en anden måde, 15.20.

Simpelt, ikk'? 

Swahili clock
source: www.kamusi.org

i regnen

Regnvejr (Danish). Mvua (Swahili). Rain (English).  Kært barn har mange navne.  

I Thailand regner det spandevis. Faktisk alt for mange spande. I Danmark har man haft en tør november. Meget mærkeligt.  Og her i Dar es Salaam er regntiden kommet lidt tidligere end forventet. Med mindre det da bare er en lille forsmag på regntiden, og så kommer den rigtige regntid alligevel i slutningen af november, som vi "regner" med.

Mærker lige om det regner

På vej i skole en regnvejrsdag i november

Indgangen til Nordic School en regnvejrsmorgen.
Godt Solveig havde gummirøjser på og
moderen havde klipklapper på.

Frem med det knastørre regntøj: Efter en usædvanlig tør start på november er der endelig lidt regndråber i sigte. (artikel fra: www.dr.dk)

Our Container

Så kom den dag vi havde ventet på temmelig længe. Nej, det var ikke juleaften - den venter vi stadig på.

Vores container med alle vores ting fra Danmark kom efter 3 måneder på havet. ...det er dog lidt ligesom juleaften. For selv om man selv har pakket, så har man glemt mange af de ting der er i kasserne. Og nogle af de ting man troede man fik, dem havde man åbenbart alligevel ikke fået pakket.

Men skønt har det været at få vores ting hertil. Nu begynder vores hjem at være vores hjem. Nu, 10 dage efter containeren kom, har vi så småt fået pakket næsten alt ud.

Her er vores container.
Kørt helt ind i vores indkørsel. 

Ni flyttemænd med store overarme flyttede
alle kasserne ind i huset på knap 2 timer.

Her er så stuen med bare nogle af alle kasserne.

Dagen efter blev Solveigs værelse ordnet med
ny seng, køkkenet hjemmefra og al legetøjet.

Også Solveigs værelse. Man kan ikke se det på billedet,

men Solveig har faktisk "kig" til det Indiske Ocean.