tirsdag den 17. april 2012

dronningens møbler


Da vi er udsendte af den kongelige udenrigstjeneste, er det vel kun rimeligt at vi må låne nogle af dronningens møbler i den tid vi repræsenterer det danske kongerige. 

Da vi kom hertil spurgte Solveig hvor vores sofa var, og hun måtte jo så få at vide at den ikke kom med os til Afrika. Istedet havde vi fået lov at låne dronningens møbler.  Da vi netop var flyttet ind, skulle huset inspiceres og tjekkes. Det blev gjort sammen med et par kollegaer fra ambassaden, som netop har ansvaret for boligerne og inventaret. Iblandt disse kollegaer, var der en Tanzaniansk kvinde, der havde et flot og elegant afrikansk outfit på. Lang kjole med (næsten) slæb og puf-ærmer. Hertil bar hun en hovedbeklædning i samme stof som kjolen. Ved faktisk ikke om det betegnes som en hat eller hvad. Men Solveig syntes bestemt at hun lignede en dronning i fuld regalia.  Hun spurgte lidt forsigtigt om det mon var dronningen.  For hvem skulle det egentlig ellers være? Når hun nu kom og skulle tjekke om møblerne var iorden og havde det tøj på.

krone 1
Solveig har senere hen, med bestemt stemme, informeret mig om at dukkehuset og hendes køkken i al fald ikke er dronningens!


Her til aften kastede jeg mig så ud i at lave en sjov lille applikering. Hvad den skal bruges til bliver offentliggjort på min sysleri-blog på et tidspunkt. Indtil videre er det en hemmelighed.  ...Men det lille stykke applikeret stof kunne altså snildt lægges omkring nakkestøtten på en af dronningens stole. Så nu kan man bedre se at det faktisk ER dronningens stol.

dronningens stol