torsdag den 12. april 2012

hjemme igen

Så kom vi tilbage til hunden, huset og varmen.

Efter en dejlig påskeferie i det nordjyske hos alle forældre og bedsteforældre, kom vi tilbage til Dar es Salaam i går aftes.

Det har regnet en masse her. Det regnede så meget igår at trafikken stod stille. Heldigvis fandt vi en stor taxa som kunne fragte alle vores fem kæmpestore stykker baggage og os hjem til vores hus. Vi fik hurtigt pakket remouladen, osten, spegepølsen, chokoladen m.m. ud, og proppet ind i køleskabet.  Så kan det holde sig et stykke tid. Det er lidt luksus at have sådan noget i køleskabet.

Og så fandt vi ud af, at der har været jordskælv i Asien. Så stort et skælv, at Dar es Salaam modtog en tsunami-advarsel. Efter hvad vores folk i huset siger og efter hvad vi kan læse i avisen, var der desværre ikke mange der vidste hvad de skulle gøre eller hvor de skulle gøre af sig selv. Total kaos med tsunami-advarsel og så al regnen oveni.  Lidt mærkeligt at bo i første række ved vandet, når man hører om tsunami-advarsler. Må hellere lave en plan - hvis det nu skulle ske igen.

Og så er der desværre blevet stjålet diesel fra vores generator. Det er sket for andre expats før, men vi har været skånet for det indtil nu. Det er rigtig træls og nu skal der så tales meget alvorligt med vagtfirmaet.

Men bortset fra det, så går det godt hernede hos os. Veninderne på skolen tog varmt imod Solveig i morges i børnehaven. Og vores folk i huset har det godt. Lucy var helt ved siden af sig selv da vi kom hjem i aftes - på en dejlig glad måde som kun hunde kan vise ved at hoppe og danse og svinge med hele kroppen.

Vi vil gerne takke vejret i Danmark for at have bekræftet at det var et godt valg for os at flytte til Afrika. Det var hundekoldt da vi var hjemme i Danmark.  Dejligt friskt...men dog koldt. Vi smovsede i dansk mad. Nød Hammerbakkers utrolige stille dybe ro. Indåndede det klare forårsvejr. Vi så kastanjetræerne og forårsblomsterne springe ud. Det var dejligt at få en lille bid Danmark.

Solveig var i hopla 98% af tiden og syntes at det var helt OK at have flyverdragt på. Hun påskønnede det lokale bibliotek, hvor hun lånte samtlige (næsten da) børnebøger. Hun STORtrivedes både hos farmor og farfar og hos mormor og morfar. Hun vil langt hellere køre med offentlig bus end med privat bil.  Hun kommanderede rundt med alle bedsteforældrene, som alle tog det pænt og legede med. Og hun synes bare det er superspændende at 'mormor og morfar bor i en kærlighed'.

Tusind tak til alle bedsteforældrene for en dejlig afslappende påskeferie.

Denne gang - et par stemningsbilleder af 'Solveig i Nordjylland'...

Jubijææi - bussen fra Nørresundby til Ålborg.

Legeplads med stor gynge, det kan vi li'.

Den obligatoriske sild til påskefrokosten.

Hammerbakker - fuld fart frem.

Hammerbakker i solskin.
De små ben blev alligevel lidt trætte.

Den farlige slange i Hammerbakker, som far tog sig af.

Den farlige skovtrold,
som vi alle gav et ordentlig gok i nøden.

Selvom det er koldt,
kan man da godt nyde en kold is i zoologisk have.
Hyggelæsning i sofaen med mormor.

Påskeharen kom heldigvis også forbi
og lagde et par æg, som Solveig hurtigt fandt.