onsdag den 30. november 2011

housewife life

Spouse, housewife (desperate or not), home minister, partner, medfølgende ...kært barn har mange navne. 

Jeg har nu været spouse/medfølgende i tre måneder.  I disse første tre måneder, har jeg smagt det søde liv, det sure liv, og det lidt Hollywood-agtige housewife liv.

Jeg har oplevet den første rus af at være kommet til en helt fantastisk by, hvor man kan bade ved stranden hver eneste weekend og hvor vi er så heldige at have fået et skønt hus med udsigt over det uendelige Indiske Ocean.  Jeg har oplevet den første søde tid hvor alt var nyt og bare spændende. Det liv hvor alle mennesker man møder bare er så venlige, søde og imødekommende.

Men jeg har også oplevet at stå på sidelinjen og skulle hjælpe vores lille Solveig med at omstille sig til en helt ny verden. En verden med mange andre sprog og mange nye mennesker.  Men en verden uden  alt det kendte og uden en Føtex hvor man plejer at få en the-bolle lørdag formiddag.  Det har været hårdt at aflevere min lille pige til en børnehave hvor hun endnu ikke har fået etableret de relationer, der er nødvendige for at man som menneske (stor som lille) kan føle sig rigtig velkommen og en del af fællesskabet.  

Jeg har oplevet de frustrationer de fleste Vesterlændinge i Tanzania oplever på et eller andet tidspunkt (og nogle oplever dem oftere end andre). Frustrationer som egentlig kommer af at forventningerne til at få tingene gjort på en bestemt måde, eller til en bestemt tid, bare ikke er helt de samme for Tanzanianere som for os. 

Og så idag oplevede jeg så lidt af det liv, som jeg forestiller mig sådan nogle som kronprinsesse Mary eller Hollywood-damerne har.  Jeg fik mig en tiltrængt pedicure! ...

Alt i mens jeg sidder Salonen og får nulret mine fødder, bliver Solveig hentet fra børnehave af barnepigen. Hun får lige et mellemmåltid inden barnepigen følger hende over til Salonen.  Her svanser hun rundt og hygger sig med at undersøge alle de fine farver neglelak (altså Solveig svansede rundt, ikke barnepigen).  Alt imens sidder jeg og får ordnet mine fødder og negle. Så går Solveig og barnepigen en en lille tur i arkaden inden de dropper forbi moderen i Salonen, for lige at sige "vi ses lidt senere".

Jeg slapper af - mens mine negle bliver knaldrøde. Og da jeg kommer hjem igen sidder Solveig og plasker, fuld af fryd, i sit badekar udenfor i eftermiddagssolen. ...et voila! så har ungen været i bad og er klar til at hygge med mor.  Og hvor vi hyggede!

Solveig skulle naturligvis også have røde negle - ligesom sin smarte mor.




onsdag den 23. november 2011

Mambo

Siden vi ankom til Dar es Salaam i slutningen af august, har vi lagt mærke til den overstrømmende venlighed man bliver mødt med overalt her.  Hver dag når jeg afleverer Solveig om morgenen, hilser vagterne ved Nordic School med både 'goddag' og 'hvordan går det'.  Når man går på gaden eller på stranden bliver man spurgt om hvordan man har det.  Når man kommer hjem byder housekeeperen en 'velkommen hjem' og så bliver man spurgt om hvordan ens dag har været og hvordan det går.

Ifølge Tanzaniansk kultur er det ekstremt uhøfligt, hvis man ikke giver sig tid til at hilse ordentlig på hinanden når man mødes. Der skal helst bruges 5 minutter på at sige goddag og spørge ind til familie, arbejde, m.m.  Man kan dog ikke bare svare med en mindre udredning om sygdom eller dårlig dag (selv hvis det skulle være tilfældet lige præcis den dag).  Nej, man svarer altid positivt. Dvs. det går altid godt (nzuri), clean (safi), eller fredfyldt (salama).

Den hippe hilsen, som man oftest hører på stranden, på gaden eller på markedet er: 'Mambo' (how is it hanging?). Til hvilket man svarer 'poa' (cool!).  Og denne hilsen er fin at bruge i byen, hvor man udveksler den til dem man får øjenkontakt med i løbet af ens bytur.  Der er dog undtagelser.  Hvis det er en ældre person, så er der en respektfuld hilsen der går begge veje (fra ung til gammel og tilbage igen).  Den yngre person siger 'shikamoo' og den ældre person giver respekt tilbage ved at svare 'marahaba'. Det er både respektløst ikke at sige 'shikamoo' til en ældre person, men det er ligeså respektløst for en ældre person ikke at svare tilbage med et 'marahaba'.

Hvis man vil lave business med nogen, eller bare har en forespørgsel, skal man altså give sig tid til at hilse pænt inklusiv 3-6 spørgsmål om hvordan den anden har det. Og det går selvfølgelig begge veje, man skal også svare på de 3-6 spørgsmål der måtte blive stillet. Men man skal huske at svare positivt (ikke noget med at fortælle om ens syge moster eller katten der har det dårligt).

En lille kulturelforskel som først synes utrolig sympatisk og som grundlæggende ER sympatisk fordi de hilsenende-udvekslende parter føler de har etableret en medmenneskelig relation inden de går videre med 'business'.

MEN når man så har lidt halvtravlt og skal nå et par ting inden dagen er omme, kan det pludselig blive lidt 'for meget' at man skal stoppe op og virke som om man har masser af tid i verden og spørge ind til familie m.m. for blot at få konstateret at det er 'nzuri' og 'safi' igen idag...og som det jo altid er.  But, "when in Rome, do as the Romans do". Der er ikke andet for end at trække vejret dybt og minde sig selv om at verden ikke går under bare fordi man bruger et par minutter på at hilse på et andet menneske.  ...Noget jeg godt kunne ønske lidt flere tog sig tid til i Danmark.

onsdag den 16. november 2011

Hvad er klokken?

"Hvad er klokken hvorhenne?" Det er et spørgsmål, vi i vores familie har stillet os selv og hinanden ofte igennem årene. For når man, som vores familie, har boet milevis fra hinanden, på forskellige kontinenter, i forskellige tidszoner, så har man enten brug for flere ure, et ur der viser forskellige tider rundt om i verdenen, eller man har brug for at kunne regne ud hvad klokken er hvorhenne.  Og det er ikke altid lige nemt at regne den ud.  Og derfor har vi i vores familie ikke bare en enkelt gang, oplevet at blive ringet op midt om natten af en bror, søster, far eller mor, som da lige ville høre hvordan det gik.  Og så prøver man jo pænt at sige "undskyld, men ved du hvad klokken er her?".  Oftest har svaret været noget i stil med "njaæ, er den ikke...nåh...undskyld, det må du meget undskylde, jeg troede....".  Og så lover vi at ringe sammen senere.

Nu er vores lille familie så flyttet til Tanzania. Og her går tiden også. Eller gør den? Det spørgsmål har jeg endnu ikke fundet svaret på. Men jeg har fundet ud af hvad klokken er her!

I min tid på antropologistudiet mindes jeg at have studeret mangt og meget om opfattelsen af tid og sted i forskellige kulturer og samfund rundt om i verden. Jeg har da også levet med Indian stretchable time, og med Indonesisk flydende tid. Men det er første gang jeg oplever, at klokken er vendt fuldstændig på hovedet.  Lad mig kort forklare.

Hvornår starter dagen? Det gør den for de fleste af os, når vi står op.  Men nej, dagen starter jo egentlig midt om natten. Officielt skifter vi dato klokken 00.00 midt om natten. En time senere er klokken allerede 01.00 i den nye dag.  Dog ikke i Tanzania. Her starter man med klokken 01.00 når dagen starter. Og det er på det tidspunkt vi blege Wazungu'er fra vesten kalder klokken 07.00 om morgenen.  

Mini-quiz: 
Hvad er klokken i Tanzania, når den store viser står på 9 og den lille viser på 4? 

Svar:
Jo, så er klokken 20 minutter over 3.
Eller sagt på en anden måde, 15.20.

Simpelt, ikk'? 

Swahili clock
source: www.kamusi.org



mandag den 14. november 2011

i regnen



Regnvejr (Danish). Mvua (Swahili). Rain (English).  Kært barn har mange navne.  

I Thailand regner det spandevis. Faktisk alt for mange spande. I Danmark har man haft en tør november. Meget mærkeligt.  Og her i Dar es Salaam er regntiden kommet lidt tidligere end forventet. Med mindre det da bare er en lille forsmag på regntiden, og så kommer den rigtige regntid alligevel i slutningen af november, som vi "regner" med.

Mærker lige om det regner

På vej i skole en regnvejrsdag i november
Indgangen til Nordic School en regnvejrsmorgen.
Godt Solveig havde gummirøjser på og
moderen havde klipklapper på.

Frem med det knastørre regntøj: Efter en usædvanlig tør start på november er der endelig lidt regndråber i sigte. (artikel fra: www.dr.dk)

søndag den 13. november 2011

Our Container

Så kom den dag vi havde ventet på temmelig længe. Nej, det var ikke juleaften - den venter vi stadig på.

Vores container med alle vores ting fra Danmark kom efter 3 måneder på havet. ...det er dog lidt ligesom juleaften. For selv om man selv har pakket, så har man glemt mange af de ting der er i kasserne. Og nogle af de ting man troede man fik, dem havde man åbenbart alligevel ikke fået pakket.

Men skønt har det været at få vores ting hertil. Nu begynder vores hjem at være vores hjem. Nu, 10 dage efter containeren kom, har vi så småt fået pakket næsten alt ud.

Her er vores container.
Kørt helt ind i vores indkørsel. 

Ni flyttemænd med store overarme flyttede
alle kasserne ind i huset på knap 2 timer.

Her er så stuen med bare nogle af alle kasserne.

Dagen efter blev Solveigs værelse ordnet med
ny seng, køkkenet hjemmefra og al legetøjet.

Også Solveigs værelse. Man kan ikke se det på billedet,
men Solveig har faktisk "kig" til det Indiske Ocean.